Vedtægter for Bramming Fitness
- 1. Navn og hjemsted
Stk. 1. Foreningens navn er Bramming Fitness.
Stk. 2. Foreningens hjemsted er Esbjerg Kommune. - 2. Formål
Stk. 1. Foreningens formål er at tilbyde aktiviteter, der fremmer en sund livsstil med motion og sunde kostvaner som vejen til et langt sygdomsfrit liv i fællesskab med andre i en forening.
- 3. Aktiviteter
Stk. 1. Foreningen afholder fitnesstræning i motionsudstyr, holdtræning og spinning.
Stk. 2. Foreningen afholder foredrag og kurser i sund kost, livsstil og vægtkontrol
Stk. 3. Aktiviteterne styres af en fastansat leder, der skal have uddannelse indenfor området. Der er for det meste altid en instruktør til stede i træningslokalet.
Stk. 4. Der kan oprettes specielle aktiviteter for medlemmer mellem 12 og 16 år
Stk. 5. Foreningen kan optage andre aktiviteter i forlængelse af § 2 når et flertal på generalforsamlingen stemmer for at godkende optagelsen. Aktiviteter kan nedlægges hvis et flertal stemmer for at nedlægge aktiviteten.
- 4. Medlemskreds
Stk. 1. Som almindeligt medlem optages enhver over 14 år, som har lyst og vilje til at deltage i foreningen. Det er også muligt at træne i centret når man er fyldt 12 år. Indtil man bliver 14 år træner man dog sammen med far eller mor. Yngre medlemmer kan være medlem på specielle betingelser. Se §3, stk. 5.
Stk. 2 Indmeldelse sker ved tilmelding i fitness foreningen. Medlemskabet er først gyldigt, når medlemmet har betalt adgangskort og kontingent.
Stk. 3. Udmeldelse kan ske mundtligt eller skriftligt. Har man PBS abonnement, er der binding på løbende måned + 1 måned.
Stk. 4. Medlemmerne betaler et af generalforsamlingen fastsat kontingent. Kontingentet opkræves forud for en periode på mindst en måned.
Stk. 5. Medlemmerne kan købe et adgangskort, der giver ret til et fastsat antal træninger. Der opnås samtidig medlemskab i foreningen i et år. Træningerne skal afvikles indenfor samme år. Resterende antal træninger bortfalder.
Stk. 6. Hvis et medlem gentagne gange udebliver fra holdtræninger uden afbud, kan bestyrelsen udstede en skriftlig advarsel. Hvis denne misligholdes, har Bestyrelsen mulighed for at ekskludere medlemmet.
Stk. 7. Fra og med 1. marts 2018 opkræves der et gebyr på 25 kr., hvis et medlem udebliver fra holdtræningen. Medlemmerne har mulighed for at slette tilmelding til hold indtil 2 timer før holdstart. Slettes tilmeldingen senere, tilskrives medlemmet automatisk et gebyr på 25 kr. Der kan i særlige tilfælde ringes afbud til receptionen, således at gebyret frafalder (sygdom, vejrlig eller lign.).
Stk. 8. Alle medlemmer træner under eget ansvar. Det vil sige at man ved uheld eller lign. er dækket af egen ulykkesforsikring. Bestyrelsen, personalet og instruktører er forsikret og dækket af medlemskab ved DGI.
- 5. Generalforsamlingen
Stk. 1. Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.
Stk. 2. Ordinær generalforsamling afholdes én gang årligt inden udgangen af februar måned og indkaldes med mindst 2 ugers varsel ved annoncering på foreningens hjemmeside, reception og opslagstavle.
Stk. 3. Møde- og stemmeberettigede på generalforsamlingen er alle medlemmer, der senest ugedagen forinden har betalt forfaldent kontingent. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.
Stk. 4. Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal mindst indeholde følgende punkter:
- Valg af dirigent og stemmetællere
- Fremlæggelse af bestyrelsens beretning til godkendelse
- Fremlæggelse af regnskab til godkendelse
- Godkendelse af budget
- Behandling af indkomne forslag
- Valg af formand
- Valg af bestyrelsesmedlemmer
- Valg af suppleanter
- Valg af revisor
- Eventuelt
Stk. 5. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen. Forslag om vedtægtsændringer, der ønskes behandlet, skal være bestyrelsen i hænde senest 14 dage forud for udgangen af den måned, hvor den ordinære generalforsamling skal afholdes.
Stk. 6. Generalforsamlingen ledes af en dirigent, der ikke må være medlem af bestyrelsen.
Stk. 7. Generalforsamlingen træffer sine beslutninger med simpelt flertal (en over halvdelen af de gyldigt afgivne stemmer) og ved håndsoprækning. Skriftlig afstemning anvendes dog, når det begæres af blot én mødedeltager. Ved personvalg, hvor der er foreslået flere end det antal, der skal vælges, foretages altid skriftlig afstemning. Ved sådanne personvalg anvendes reglen om simpelt flertal. Ved stemmelighed stemmes om blandt dem med samme antal stemmer.
- 6. Ekstraordinær generalforsamling
Stk. 1. Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes, når bestyrelsen finder det nødvendigt, og skal afholdes, når mindst 1/3 af medlemmerne fremsætter skriftlig begrundet anmodning om det over for formanden. I sådanne tilfælde skal generalforsamlingen afholdes senest fire uger efter, at anmodningen er kommet til formandens kundskab.
Stk. 2. Indkaldelsesfristen for en ekstraordinær generalforsamling er 2 uger.
- 7. Bestyrelsesarbejdet
Stk. 1. Bestyrelsen består af 5 medlemmer og skal bestå af 1 formand, 1 næstformand, 1 kasser og 2 menig medlemmer. Dertil vælges 1 suppleant.
Stk. 2. Bestyrelsen vælges af generalforsamlingen for en 2-årig periode. Der vælges 2 bestyrelsesmedlemmer i ulige år og 2 bestyrelsesmedlemmer i lige år. Formanden er på valg hvert år. Suppleanten vælges for en 1-årig periode.
Stk. 3. Bestyrelsen leder foreningen i overensstemmelse med nærværende vedtægter og generalforsamlingens beslutninger.
Stk. 4. Bestyrelsen er ansvarlig overfor generalforsamlingen.
Stk. 5. Senest 14 dage efter nyvalg til bestyrelsen afholdes konstituerende møde, hvor bestyrelsen af og blandt sine medlemmer vælger næstformand, kasserer og sekretær. Alle tillidsposter gælder frem til næste generalforsamling.
Stk. 6. Bestyrelsen fastsætter i øvrigt selv sin forretningsorden. Den kan nedsætte underudvalg og arbejdsgrupper til varetagelse af afgrænsede opgaver.
Stk. 7. Daglig leder indkalder til bestyrelsesmøder. Indkaldelsen sker skriftligt med angivelse af dagsorden. Daglig leder skriver efterfølgende referat af møderne.
- 8. Foreningens daglige ledelse
Stk. 1. Foreningens daglige ledelse udgøres af bestyrelsen.
Stk. 2. Daglig leder ansættes af bestyrelsen, der fastlægger løn og ansættelsesvilkår.
- 9. Økonomi, regnskab og revision
Stk. 1. Foreningens regnskabsår følger kalenderåret.
Stk. 2. Foreningens regnskab føres af kassereren, der tillige fører foreningens medlemsregister.
Stk. 3. Regnskabet revideres af de på generalforsamlingen valgte revisorer.
Stk. 4. Foreningens formue opbevares i et anerkendt pengeinstitut.
Stk. 5. Bestyrelsen har til enhver tid mulighed for, at investere op til maksimalt 50% af foreningens indestående i investeringsforening. Dog skal denne investering kunne holde sig indenfor lav risiko. Papirerne skal kunne omsættes indenfor maks. 5 hverdage således at de til enhver tid kan indgå i den likvide beholdning.
-
10. Tegningsregler og hæftelse
Stk. 1. Foreningen tegnes udadtil ved underskrift af formanden og kassereren i forening. I tilfælde af forfald kan næstformanden træde i formandens eller kassererens sted.
Stk. 2. Ved køb, salg og pantsætning af driftsmidler udover mindre dispositioner tegnes foreningen af den samlede bestyrelse.
Stk. 3. Der påhviler ikke foreningens medlemmer, Bestyrelse og daglig leder nogen personlig hæftelse for de forpligtelser, der påhviler foreningen.
- 11. Vedtægtsændringer
Stk. 1. Disse vedtægter kan kun ændres med 2/3 flertal af de fremmødte på en generalforsamling, hvor ændringsforslaget fremgår af dagsordenen.
Stk. 2. Vedtægtsændringerne træder i kraft med virkning fra den generalforsamling, de vedtages på.
- 12. Opløsning
Stk. 1. Opløsning af foreningen kan kun finde sted med 2/3 flertal af de fremmødte på to hinanden følgende generalforsamlinger.
Stk. 2. Foreningens formue skal i tilfælde af opløsning anvendes i overensstemmelse med de i § 2 fastsatte formål eller til andre almennyttige formål. Beslutning om den konkrete anvendelse af formuen træffes af den opløsende generalforsamling.
- 13. Datering
Således vedtaget på foreningens ordinære generalforsamling den 27. februar 2020
Formand Jan Lambertsen ___________________________
Næstformand Brian Hansen __________________________
Kasserer Trine Eickhardt _____________________________
Bestyrelsesmedlem Jørgen Pedersen ____________________
Bestyrelsesmedlem Line Middelhede _____________________